Political-Coordinates.org

I vores test anvendes højre-venstre-aksen som et mål for respondentens økonomiske synspunkter. Respondenter, der er placeret til venstre på aksen, favoriserer i reglen statslig intervention og økonomisk regulering, mens højrefløjen favoriserer økonomisk frihed og laissez-faire. Det betyder, at venstreorienterede ofte vil bifalde statens forsøg på at regulere eller begrænse det, de ser som det frie markeds urimelige eller umoralske aspekter. Omvendt har højrefløjen en tendens til at mene, at frivillige økonomiske transaktioner mellem to parter principielt bør være parternes egen sag, og at staten bør blande sig udenom.
Én enkelt skala, der dækker respondentens holdning til økonomiske spørgsmål, er dog ikke nok til at modellere den betydelige variation, der traditionelt ses inden for de to grupper. Derfor tilføjer vi endnu en akse.

Den lodrette akse: Kommunitær-liberal

I Danmark forbindes ordet 'liberal' ofte med højreliberale tænkere som Hayek, Nozick, Friedman, m.fl. Imidlertid har ordet også en bredere betydning, nemlig som en individorienteret tilgang til politik.
Alle liberale starter således fra den overbevisning, at hensynet til de individuelle frihedsrettigheder vejer tungere end hensynet til fællesskabet eller samfundets behov. Dog findes der både venstreliberale og højreliberale. Venstreliberale argumenterer ofte for, at individet ikke kan gøre brug af sine formelle friheder uden en vis grad af uddannelse og materiel komfort. Efter de venstreliberales opfattelse kræver realiseringen af individuel frihed derfor i praksis, at staten omfordeler rigdom fra rig til fattig. Derimod mener højreliberale ofte, at det at beskatte en person mod dennes vilje for at give sociale ydelser til en anden i praksis er tvang og dermed en overtrædelse af den individuelle frihed. Højreliberale kan sagtens støtte velgørenhed og forsøg på at hjælpe de fattige, men de foretrækker, at den slags foregår ad frivillighedens vej.
Alle kommunitarister har til gengæld det udgangspunkt, at fællesskabets behov skal komme før idiosynkratiske ønsker fra bestemte personer. Højrekommunitarister har således tendens til at anlægge en konservativ vinkel på politik, der fremmer et hierarkisk samfund præget af traditionelle dyder, hvor kriminelle hører hjemme bag tremmer, og fremmede magter holdes tilbage af et stærkt forsvar. Der findes dog også venstrekommunitære: Mens venstrefløjens ideologer traditionelt har haft en tendens til at holde de individuelle frihedsrettigheder i hævd, har politisk forskning imidlertid vist, at der findes et betragteligt vælgersegment, som søger at kombinere et venstreorienteret syn på økonomien med en mere traditionel værdipolitik samt skepsis over for indvandringen (Mudde 2013).

Den nærværende test er kalibreret efter mainstreamen af de politiske holdninger, der for tiden findes i moderne vestlige demokratier. Det betyder, at testen kan have problemer med at rumme nichedoktriner og meninger såsom anarkosyndikalisme, anarkokapitalisme, ortodoks socialisme og fascisme. Der findes godt nok politiske onlinetests, der forsøger at dække alle disse politiske standpunkter under ét, men de praktiske konsekvenser heraf (såsom at plotte demokratiske ledere et stenkast fra Hitler og Kim Jong Un) er i reglen mere forvirrende end informerende.

Et andet forbehold er, at mens begge akser er lige vigtige i teorien, så lader realiteterne i parlamentarisk politik til at være, at alliancer i praksis sjældent dannes på tværs af højre-venstre-skellet. Selvom liberale og kommunitarister i princippet således ville være i stand til at danne alliancer mod deres respektive modparter, sker det næsten aldrig i den faktisk førte politik. Selv om højre-venstre-skalaen ofte er blevet erklæret forældet, er den således ikke desto mindre stadig den vigtigste målestok for politiske uenigheder i amerikansk og europæisk politik.

Mudde, C.: 'Three decades of populist radical right parties in Western Europe: So what?' European Journal of Political Research Volume 52, Issue 1, January 2013